Om mig

Jeg hedder Marianne Rask Hansen, jeg bor i Vejle på 19. år. Jeg er født og opvokset i Grindsted, men livet har også bragt mig forbi Kolding og København.

Min familie og jeg boede på en gård udenfor Grindsted, ude midt i naturen, som jeg vist ikke var for godt til at sætte pris på, på det tidspunkt – der var bare langt til alt.

Men nu hvor jeg bor inde i byen, savner jeg stilheden og at det er mørkt når det er mørkt.

Heldigvis har jeg skoven som nabo, det er dejligt at opleve skovens forskellige årstider, se og lytte til dyrene og få luft og ro til hjernen på en kontordag eller en aftentur med dyp af fødder i åen.

Jeg er oprindeligt uddannet på kontor og deraf min interesse for ergonomi, trivsel for medarbejdere og arbejdsmiljø i kontormiljøer, som jeg har arbejdet med siden min virksomhed Rask Holdning i 2014, så dagens lys. Læs mere på www.raskholdning.dk

portræt marianne med filter ved træ hos anita

Jeg har altid gået til gymnastik, og også undervist i gymnastik fra en tidlig alder, så krop, bevægelse og sundhed har altid fyldt en del i mit liv.

Da jeg en dag på kontoret som 28-årig stod foran at flytte til København, tænkte jeg uddannelsernes by fuld af muligheder, hvad skal jeg finde på?? Hvis ikke jeg blot skulle finde mig en anden kontorstilling derovre.

Valget faldt på afspændingspædagog, nu kaldet Psykomotorisk Terapeut – med læren om hvordan krop og psyke hænger sammen, hvor vi ser det hele mennesker og møder mennesker der hvor de er.

Det blev en udviklingsrejse…. med tykke bøger om anatomi og fysiologi, fri dans (uddannelsen er oprindeligt en danseuddannelse), bevægelse, grundøvelser, psykologi, processer, øvelsesteori, behandling, studieklienter og meget mere spændende.

Udover fagene var det en proces sammen med mine medstuderende, hvor undervisningen rører os hver på sin måde.

Jeg kom ud efter 3 år med hovedet fyldt af kloge ting og parat til at omsætte det til hverdags brug og det har bragt mig vidt omkring.

Jeg fortæller dette fordi mit fag fortsat danner grundlag for mit arbejde i dag, selvom der er kommet flere interesser og mere erfaring i min rygsæk.

Nu har jeg lyst til at tage det terapeutiske arbejde ud i skoven, koblet sammen med en uddannelse til Naturtræner gennem DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger), klæder jeg mig på til arrangementer, retreats, skovbad, hold, terapi i Naturen etc.

Om dig

Du kigger med her, fordi du er nysgerrig på nye oplevelser udendørs. Måske er du Naturbegynder og vil se om der er noget her der resonerer med dig.

Du nyder måske din have i forvejen, du bruger naturen til at gå- og løbe i eller også kender du til, at se på noget smukt i naturen, som giver dig ro i krop og sind uden at du kan sætte ord på hvorfor.

Du vil gerne vide mere du er Naturnysgerrig. Nysgerrig på at udvikle dig i samspil med Naturen.

Du vil samle på inspirerende naturoplevelser, der får dig til at sanse, reflektere og opleve krop og sind på en anderledes måde.

Eller måske er du Naturelsker, du kender allerede rigtig meget til at bruge naturen, du ønsker bare mere af det. 

Hvor om alting er, så er du kommet til rette sted.

Mine deltagere

De deltagere der har besøgt mig allerede, har søgt efter disse effekter:

Sanselighed, velvære, indre ro, ro i sindet, afslappende krop, kropsligt velvære, afslappet stemning, vejrtrækning, mere ud af hovedet og ned i kroppen, nærvær, mere ro/mindre stress, lytte, se nye steder, frisk luft, glæde, afspænding, gøre kroppen mere smidig, mere styrke og ro, inspiration.